Godtgørelse af elafgift – nye muligheder

De danske energiafgifter indbringer statskassen en meget betydelig del af de samlede skatteindtægter. Energiafgifterne, herunder elafgiften, tjener dog ikke udelukkende et fiskalt hensyn, men i væsentlig grad sørger afgifterne også for at begrænse energiforbruget. I Danmark har man fra lovgivers side gennem de seneste par år søgt at få virksomheder og private til at forbruge grøn elektricitet fremfor at forbruge energi produceret på fossile brændsler. Dette er blandt andet sket ved, at man fra lovgivers side har sørget for, at muligheden for at opnå godtgørelse af elafgiften er blevet udvidet væsentligt.

Hvem kan få godtgørelse af elafgift?

Generelt er det sådan, at momsregistrerede virksomheder, som forbruger elektricitet, der anvendes til momspligtige formål, kan opnå godtgørelse af elafgiften i samme omfang, som der er fradragsret for momsen på indkøbet af elektriciteten. Er en virksomhed forbruger af energien, hvor der betales elafgift, og virksomheden har fradragsret for momsen på indkøbet af elektriciteten, kan virksom- heden også få godtgjort den betalte elafgift på nær EUs minimumsafgift. Anvendes elektriciteten til både momspligtige formål og momsfrie formål, vil der kun være delvis godtgørelse. 

Siden den 1. januar 2021 har produktions- og handelsvirksomheder ikke længere skullet skelne mellem, hvad elektriciteten er blevet anvendt til, og dermed er det ikke længere relevant at fordele den forbrugte elektricitet på formål til opvarmning og køling og til andre formål som belysning og drift af maskiner mv. Sondringen mellem, hvorvidt elektriciteten er anvendt til komfortformål og procesformål, er således ikke relevant længere. 

Visse momspligtige virksomheder (benævnt som de liberale erhverv) har dog ikke haft adgang til den generelle godtgørelse som anført ovenfor. Indtil udgangen af 2022 har det ikke været muligt for disse virksomheder at opnå godtgørelse af elafgiften på elektricitet anvendt til belysning og drift af edb-materiel mv. Der har alene været adgang til godtgørelse af elafgiften anvendt til rumopvarmning og køling med reduceret sats, hvis forbruget hertil specifikt kunne måles. 

Liberale erhverv

De liberale erhverv omfatter:

  • Advokater
  • Arkitekter
  • Bureauer
  • Landinspektører
  • Ejendomsmæglere
  • Reklamebureauer
  • Revisorer.                               

Fra den 1. januar 2023 er der dog ikke længere nogen begrænsninger for ovenstående virksomheder. Fra dette tidspunkt kan disse virksomheder opnå godtgørelse i samme omfang som øvrige momspligtige virksomheder, der er forbruger af elektricitet.  

Særregel for ladestandere

Som anført ovenfor er godtgørelsen generelt betinget af to forhold, der begge skal være opfyldt:

  • Det er virksomheden, som er forbrugeren af den indkøbte elektricitet
  • Virksomheden har fradragsret for momsen på indkøbet af elektriciteten.

Som led i den grønne omstilling har man dog lavet en undtagelse hertil, som specifikt gælder elektricitet anvendt til opladning af el- og hybridbiler. Her er det nemlig den virksomhed, som for egen regning og risiko driver ladestanderen, der kan opnå godtgørelsen. 

Det betyder, at virksomheder, som leverer opladningsydelser til elbilejere, kan opnå godtgørelse af elafgiften, selv om det er ejeren af elbilen, der forbruger elektriciteten. Desuden betyder det også, at virksomheder, der vederlagsfrit lader virksomhedens ansatte, gæster, og øvrige forretningsforbindelser oplade deres bil, mens de gæster virksomheden, kan opnå godtgørelse af dette forbrug. 

Virksomheder kan således opnå godtgørelse af elafgift for elektricitet, der anvendes i ladestandere, uden at tage hensyn til at elektriciteten forbruges af bilejeren, og at der ikke er momsfradrag efter momslovens bestemmelser på indkøbet af den forbrugte elektricitet i ladestanderen. Det er dog en betingelse, at virksomheden driver ladestanderen for egen regning og risiko, og at elforbruget til ladestanderen er særskilt målt med måler i ladestanderen.



Nyheder

01

BESKATNING AF INFLUENCERE

Her får du indsigt i hvilke beskatningsregler, der gælder for dette erhvervsområde.

» Læs mere

02

BESKATNING AF KAPITALEJERLÅN

Et kapitalejerlån kan opstå på flere forskellige måder. Vi beskriver her udvalgte skatteretlige problemstillinger ved kapitalejerlån.

» Læs mere

03

FØRSTE DEL AF NY BOGFØRINGSLOV ER TRÅDT I KRAFT 1. JULI 2022

Bogføringsloven er under forandring. Loven implementeres i forskellige tempi. Pr. 1. juli 2022 trådte første del i kraft.

» Læs mere

04

BESKATNINGEN AF FRI BIL ER BLEVET EN JUNGLE

Reglerne om beskatning af fri bil findes i ligningsloven sammen med de øvrige regler om beskatning af personalegoder som fx telefon, internet og multimedier, fri bolig, sommerbolig, båd mm. samt generelle personalegoder.

» Læs mere

05

GAVEOVERDRAGELSE AF FAST EJENDOM FRA FORÆLDRE TIL BØRN

Mange forældre har i de seneste par år overdraget fast ejendom til et barn. Det er ofte de såkaldte forældrekøbslejligheder, der er overdraget til det unge menneske.

» Læs mere