Erklæringer og kontrolpakke

Revisorer er kendt for at afgive erklæringer på mange forskellige produkter; årsregnskaber, budgetter, tilskudsregnskaber, særlige erklæringer om fx lønkompensation – og meget mere.

Disse erklæringer er i stort omfang dikteret af dansk lovgivning og internationale regelsæt, og de kan af samme grund være svære at overskue og forstå. Det kan vi – på grund af de givne regler – ikke altid gøre noget ved.

Styrken af erklæringerne er tillige meget forskellig. Vi afgiver erklæringer med såkaldt høj grad af sikkerhed, erklæringer med begrænset sikkerhed, erklæringer uden sikkerhed – og der er flere hybrider.

Det vigtige for dig som kunde og for dine samarbejdspartnere – eksempelvis pengeinstitutter – er at få den rigtige erklæring på det rigtige sted. Det har bl.a ført til overvejelser om ”revisorpligt”, som er beskrevet under ”kontrolpakken”.

”Revisorpligten” skal sikre, at kundernes produkter som nævnt ovenfor tilføres yderligere troværdighed af en uafhængig part til glæde for læsere og brugere. Det er til glæde for samarbejdspartnerne – og i denne kategori medtages også offentlige myndigheder.

Det er også til glæde for dig som kunde hos os – du får nemlig en erklæring, der kan hjælpe dig med at få eksempelvis de ønskede lån, de ønskede tilskud og den ønskede tillid og gode behandling fra myndighedernes side.

Vores kunder skal altid have den rigtige erklæring på det rigtige produkt, ud fra hvad brugeren af produktet lægger vægt på. Derfor er det uhyre vigtigt, at mulighederne er kendte – og at aftale erklæringens mål og indhold med os. Det sker ved en tæt dialog mellem dig som kunde og os som revisorer.

Kontrolpakken

Bag denne noget diffuse overskrift gemmer sig en række ændringer til årsregnskabsloven, selskabsloven, revisorloven og enkelte andre love, som enten allerede er trådt i kraft eller har virkning fra 1. januar 2021.

”Pakken” blev vedtaget i Folketinget tilbage i maj måned 2020, og ifølge bemærkningerne til lovforslaget er det overordnede formål at sætte mere målrettet ind over for økonomisk svindel gennem en styrket kontrol på selskabs- og regnskabsområderne og derved også at understøtte skatteforvaltningens indsats mod skatteunddragelse.

Nogle af hovedelementerne i kontrolpakken er opridset her:

  • Erhvervsstyrelsens rolle som kontrollerende myndighed styrkes. Kontrollen omfatter årsrapporter og selskabsforhold, herunder både systematisk digital forhåndskontrol af indberetninger og anmeldelser og efterfølgende risiko- og databaseret kontrol af offentliggjorte årsrapporter og selskabsregistreringer.
  • Årsregnskabsloven ændres, så Erhvervsstyrelsen får mere vidtrækkende muligheder for at kontrollere årsrapporter og reagere på fundne fejl og mangler. Der gives eksempelvis hjemmel til, at styrelsen i sager om grov regnskabssvindel kan trække en offentliggjort årsrapport tilbage. Der indføres også mulighed for, at en virksomhed kan sendes til tvangsopløsning, hvis virksomheden ikke efterkommer styrelsens påbud om indsendelse af krævet dokumentation.

  • Virksomheder, der i overensstemmelse med årsregnskabsloven undlader at oplyse nettoomsætningen, skal fremover give oplysning om nettoomsætningen, når de indberetter årsrapporten til Erhvervsstyrelsen. Oplysningen skal give styrelsen mulighed for at kontrollere, om der aflægges årsrapport efter den rigtige regnskabsklasse, og om kriterierne for fravalg af revision er overholdt. Oplysningen offentliggøres ikke, og den er undtaget fra retten til aktindsigt.

  • Selskabsloven ændres, så det bliver vanskeligere for kriminelle at gemme sig bag stråmænd og falske selskabsadresser. Lovkrævede selskabsdokumenter skal opbevares i en periode på 5 år fra udgangen af det regnskabsår, dokumenterne vedrører.

  • Der indføres styrket tilsyn med godkendte revisorer. Muligheden for undersøgelse af revisorers manglende regelefterlevelse udvides, og Revisornævnets arbejdsområde udvides ligeledes.

Revisionspligten?

Selv om en virksomhed drives i selskabsform, er der ikke krav om revision eller anden revisorinvolvering i forhold til regnskabsaflæggelsen, når der er tale om helt små selskaber. Kontrolpakken indeholder intet i retning af genindførelse af egentlig revisionspligt eller for den sags skyld ”revisorpligt”. 

I foråret 2020 blev der imidlertid indgået en aftale mellem regeringen og de politiske partier om en styrket skattekontrol. Heraf fremgår det, at revision kan være et værdifuldt supplement til skattekontrollen i forhold til at sikre højere regelefterlevelse, og at erhvervsministeren senere i 2020 vil indkalde til forhandlinger om revisionspligt. De forhandlinger bliver spændende at følge!



Nyheder

01

BESKATNING AF INFLUENCERE

Her får du indsigt i hvilke beskatningsregler, der gælder for dette erhvervsområde.

» Læs mere

02

BESKATNING AF KAPITALEJERLÅN

Et kapitalejerlån kan opstå på flere forskellige måder. Vi beskriver her udvalgte skatteretlige problemstillinger ved kapitalejerlån.

» Læs mere

03

FØRSTE DEL AF NY BOGFØRINGSLOV ER TRÅDT I KRAFT 1. JULI 2022

Bogføringsloven er under forandring. Loven implementeres i forskellige tempi. Pr. 1. juli 2022 trådte første del i kraft.

» Læs mere

04

BESKATNINGEN AF FRI BIL ER BLEVET EN JUNGLE

Reglerne om beskatning af fri bil findes i ligningsloven sammen med de øvrige regler om beskatning af personalegoder som fx telefon, internet og multimedier, fri bolig, sommerbolig, båd mm. samt generelle personalegoder.

» Læs mere

05

GAVEOVERDRAGELSE AF FAST EJENDOM FRA FORÆLDRE TIL BØRN

Mange forældre har i de seneste par år overdraget fast ejendom til et barn. Det er ofte de såkaldte forældrekøbslejligheder, der er overdraget til det unge menneske.

» Læs mere