Afskaffelse af forældrekøb i virksomhedsordningen

Med finansloven 2020 fjernes den såkaldte virksomheds- og kapitalafkastordning på udlejning af bolig til nærtstående familie. Dermed ophører rentefradragsretten i topskatten, og værdien af rentefradraget ved forældrekøb skrumper fremadrettet til omkring det halve. 

Sigtet med aftalens indhold er soleklart at ramme de såkaldte forældrekøbslejligheder. Dermed skæres der nu igennem i den politiske diskussion om ”rimeligheden” af virksomhedsordningens rentemæssige fordele ved forældrekøb og den uhensigtsmæssige indflydelse på ejendomsmarkedets prisniveau i studiebyerne. 

Derfor kan forældre ikke længere købe en bolig til sine børn og leje den ud via virksomhedsordningen. Det fremgår imidlertid ikke af aftalen, om man fortsat kan have en bolig i virksomhedsordningen, der udlejes til andre end nærtstående, ligesom det heller ikke fremgår, om eksisterende udlejning til nærtstående kan fortsætte? 

Det er for indeværende hensigten, at ændringen træder i kraft fra 2021. Herfra vil renteudgifter i forbindelse med forældrekøb få samme fradragsværdi som private renteudgifter i forbindelse med køb af ejerbolig, dvs. normalt 25,6-33,6 % mod tidligere op til 55,9 %. 

Aftaleteksten er overordnet og konsekvenserne er derfor ikke fuldt præciseret. En ting er dog sikkert; Uanset slutteksten kan forældre stadig købe en lejlighed og udleje den til sine børn. Her vil der fortsat være fradrag for eksempelvis ejendomsskatter og fællesudgifter, inden overskuddet beregnes. Såfremt lejligheden anvendes til udleje, vil forældrene heller ikke skulle betale ejendomsværdiskat. Overskuddet beskattes som personlig indkomst, og renteudgifterne fratrækkes i kapitalindkomsten. 

Det må dog antages, at hvis forældrekøbslejligheder ikke må være i virksomhedsordningen, så vil det formentligt føre til, at opsparet overskud kommer til beskatning, såfremt udlejeren ikke har anden virksomhed i virksomhedsordningen. 

– Vi følger op, når der er afgørende nyt i sagen, ligesom du selvfølgelig altid er velkommen til at rådføre dig med din Krøyer Pedersen-revisor.



Nyheder

01

BESKATNING AF INFLUENCERE

Her får du indsigt i hvilke beskatningsregler, der gælder for dette erhvervsområde.

» Læs mere

02

BESKATNING AF KAPITALEJERLÅN

Et kapitalejerlån kan opstå på flere forskellige måder. Vi beskriver her udvalgte skatteretlige problemstillinger ved kapitalejerlån.

» Læs mere

03

FØRSTE DEL AF NY BOGFØRINGSLOV ER TRÅDT I KRAFT 1. JULI 2022

Bogføringsloven er under forandring. Loven implementeres i forskellige tempi. Pr. 1. juli 2022 trådte første del i kraft.

» Læs mere

04

BESKATNINGEN AF FRI BIL ER BLEVET EN JUNGLE

Reglerne om beskatning af fri bil findes i ligningsloven sammen med de øvrige regler om beskatning af personalegoder som fx telefon, internet og multimedier, fri bolig, sommerbolig, båd mm. samt generelle personalegoder.

» Læs mere

05

GAVEOVERDRAGELSE AF FAST EJENDOM FRA FORÆLDRE TIL BØRN

Mange forældre har i de seneste par år overdraget fast ejendom til et barn. Det er ofte de såkaldte forældrekøbslejligheder, der er overdraget til det unge menneske.

» Læs mere