Intet tabsfradrag, når "leverandøren" går konkurs

13. april, 2016

3. maj 2012 blev Cimber Sterling erklæret konkurs. Nogle havde tegnet en konkursforsikring og fik forudbetalte billetter refunderet via denne forsikring. Andre havde ikke nogen forsikring, men Skatteministeriet meldte ud, at der var tale om en pengefordring, hvilket betød, at privatpersoner kunne fratrække tabet på selvangivelsen. Sådan er det ikke længere!

Ny praksis fra Skatterådet - ej fradrag for tab inden for privatsfæren

Privatpersoner har normalt fradrag for tab på pengefordringer, når fordringen er stiftet den 27. januar 2010 eller senere. Men hvad er pengefordringer?

Ved pengefordringer forstås pengeudlån, herunder obligationer, pantebreve og gældsbreve. Ved kaution, hvor skyldneren ikke kan betale sin gæld, og kautionisten derfor må indfri gælden, opstår der en såkaldt regresfordring. Kautionisten får et tilgodehavende / regreskrav mod skyldneren på et beløb svarende til det indfriede lån mv. Regreskravet er en pengefordring.

Fordringer, der ikke er pengefordringer, er ikke omfattet af kursgevinstlovens bestemmelse om tabsfradrag.

Skatterådet har for nylig taget stilling til tabsfradrag i to sager, der begge drejede sig om forudbetaling til håndværkere i forbindelse med ombygning mv. af familiens private bolig. Skatterådets svar i begge sager var, at tab på sådanne forudbetalinger for private ydelser ikke skattemæssigt er fradragsberettigede, idet der ikke er tale om pengefordringer, men tab på en fordring, der består i levering af en naturalydelse såsom et nyt hus mv.

I begge sager blev tabsfradrag imidlertid godkendt, idet der efter praksis tidligere havde været godkendt fradrag for lignende tab, eksempelvis i forbindelse med Cimber Sterlings konkurs.

Det forventes, at SKAT snart udsender en meddelelse om, fra hvilket tidspunkt den nye praksis, hvorefter tab ikke kan fratrækkes, skal gælde.



Nyheder

01

BESKATNING AF INFLUENCERE

Her får du indsigt i hvilke beskatningsregler, der gælder for dette erhvervsområde.

» Læs mere

02

BESKATNING AF KAPITALEJERLÅN

Et kapitalejerlån kan opstå på flere forskellige måder. Vi beskriver her udvalgte skatteretlige problemstillinger ved kapitalejerlån.

» Læs mere

03

FØRSTE DEL AF NY BOGFØRINGSLOV ER TRÅDT I KRAFT 1. JULI 2022

Bogføringsloven er under forandring. Loven implementeres i forskellige tempi. Pr. 1. juli 2022 trådte første del i kraft.

» Læs mere

04

BESKATNINGEN AF FRI BIL ER BLEVET EN JUNGLE

Reglerne om beskatning af fri bil findes i ligningsloven sammen med de øvrige regler om beskatning af personalegoder som fx telefon, internet og multimedier, fri bolig, sommerbolig, båd mm. samt generelle personalegoder.

» Læs mere

05

GAVEOVERDRAGELSE AF FAST EJENDOM FRA FORÆLDRE TIL BØRN

Mange forældre har i de seneste par år overdraget fast ejendom til et barn. Det er ofte de såkaldte forældrekøbslejligheder, der er overdraget til det unge menneske.

» Læs mere