Godtgørelse efter forskels- og ligebehandlingsloven

15. maj, 2014

I en artikel fra den 7. maj 2014 skrev vi her på hjemmesiden, at en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven var skattefri for medarbejderen, og arbejdsgiveren ikke havde fradrag for den betalte erstatning. Nu er praksis den "modsatte".

To nye afgørelser fra Skatterådet

Skatterådet har på ny taget stilling til den skattemæssige behandling af en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Ligesom i den afgørelse som vi tidligere har omtalt her på hjemmesiden, var der tale om uberettiget afskedigelse på grund af alder (aldersdiskrimination), og arbejdsgiveren blev derfor pålagt at udbetale en erstatning til medarbejderen. Sagens udfald blev, at der var tale om en godtgørelse i forbindelse med fratræden af stilling og dermed en skattepligtig godtgørelse.

Skatterådet tilføjede, at den tidligere afgørelse ikke længere er udtryk for den korrekte retstilstand.

På samme møde behandlede Skatterådet en sag om godtgørelse efter ligebehandlingsloven.

Der var tale om en mand, der oplyste arbejdsgiveren om, at hans ægtefælle var gravid. Medarbejderen blev kort tid herefter fyret med begrundelsen manglende arbejde.

Afskedigelsen blev påklaget til Ligebehandlingsnævnet, hvor det blev gjort gældende, at afskedigelsens reelle begrundelse var konens graviditet. Ligebehandlingsnævnet fandt det ikke tilstrækkelig godtgjort, at det ikke havde haft betydning for afskedigelsen, at manden havde oplyst, at hans kone var gravid. Manden blev derfor tilkendt en erstatning, da det er i strid med ligebehandlingsloven at afskedige på grund af graviditet og orlov. Skatterådet udtalte endvidere, at arbejdsgiveren havde skattemæssigt fradrag for den betalte erstatning, da udgiften var et udslag af normal driftsrisiko.

Så praksis er nu, at godtgørelser efter såvel forskels- som ligebehandlingsloven beskattes som fratrædelsesgodtgørelser, og at arbejdsgiveren normalt vil have fradragsret for beløbet, nemlig når udgiften kan anses for et udslag af normal driftsrisiko.



Nyheder

01

BESKATNING AF INFLUENCERE

Her får du indsigt i hvilke beskatningsregler, der gælder for dette erhvervsområde.

» Læs mere

02

BESKATNING AF KAPITALEJERLÅN

Et kapitalejerlån kan opstå på flere forskellige måder. Vi beskriver her udvalgte skatteretlige problemstillinger ved kapitalejerlån.

» Læs mere

03

FØRSTE DEL AF NY BOGFØRINGSLOV ER TRÅDT I KRAFT 1. JULI 2022

Bogføringsloven er under forandring. Loven implementeres i forskellige tempi. Pr. 1. juli 2022 trådte første del i kraft.

» Læs mere

04

BESKATNINGEN AF FRI BIL ER BLEVET EN JUNGLE

Reglerne om beskatning af fri bil findes i ligningsloven sammen med de øvrige regler om beskatning af personalegoder som fx telefon, internet og multimedier, fri bolig, sommerbolig, båd mm. samt generelle personalegoder.

» Læs mere

05

GAVEOVERDRAGELSE AF FAST EJENDOM FRA FORÆLDRE TIL BØRN

Mange forældre har i de seneste par år overdraget fast ejendom til et barn. Det er ofte de såkaldte forældrekøbslejligheder, der er overdraget til det unge menneske.

» Læs mere