Flypendleres befordringsfradrag

03. april, 2017

Skatteministeren har fremsat lovforslag, der fra og med indkomståret 2018 giver flypendlere inden for EU/EØS mulighed for at beregne deres befordringsfradrag efter de almindelige regler, dog til nedsat kilometertakst for daglig befordring ud over 400 kilometer.

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter kilometertakster, der årligt fastsættes af Skatterådet. Denne opgørelsesmetode bruges normalt uanset valg af transportform.

Befordring sker med rutefly

Hvis personen på grund af de givne geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed anvender fly, kan han i stedet fratrække den faktiske udgift til flytransport.

Et eksempel herpå vil være en person, der bor i Berlin og arbejder i København, og som anvender fly til transport mellem bopælen og arbejdspladsen. Denne person kan efter de gældende regler foretage fradrag for de faktiske udgifter til flytransport med tillæg af befordring til og fra lufthavnene beregnet efter de almindelige kilometertakster. Personen kan ikke vælge at beregne fradraget efter kilometertaksterne.

Lovforslag om valgfrihed for opgørelsen af befordringsfradrag

Det foreslås, at flypendlere i stedet for at fratrække de faktiske udgifter til fly kan vælge at opgøre befordringsfradraget efter kilometertaksterne, når der er tale om ruteflytransport inden for EU/EØS. For daglig befordring udover 400 kilometer bliver satsen dog kun 25 % af den takst, der gælder for daglig kørsel mellem 24 og 100 kilometer. Det er kun fradrag efter kilometertaksterne, flypendleren kan opnå. Indgår der ved transport i bil udgifter til færgebilletter eller broafgift, er der ikke fradrag for disse ikke-afholdte udgifter.

Valget af fradragsmetode gælder for hele indkomståret. 

Personer med sædvanlig bopæl i en dansk yderkommune, der ikke omfattes af halveringen af taksten ved daglig befordring ud over 120 kilometer, kan beregne fradraget med den fulde takst for samtlige kilometer ud over de første 24 kilometer. Der sker altså ikke en nedsættelse af taksten for daglig befordring på mere end 400 kilometer.



Nyheder

01

BESKATNING AF INFLUENCERE

Her får du indsigt i hvilke beskatningsregler, der gælder for dette erhvervsområde.

» Læs mere

02

BESKATNING AF KAPITALEJERLÅN

Et kapitalejerlån kan opstå på flere forskellige måder. Vi beskriver her udvalgte skatteretlige problemstillinger ved kapitalejerlån.

» Læs mere

03

FØRSTE DEL AF NY BOGFØRINGSLOV ER TRÅDT I KRAFT 1. JULI 2022

Bogføringsloven er under forandring. Loven implementeres i forskellige tempi. Pr. 1. juli 2022 trådte første del i kraft.

» Læs mere

04

BESKATNINGEN AF FRI BIL ER BLEVET EN JUNGLE

Reglerne om beskatning af fri bil findes i ligningsloven sammen med de øvrige regler om beskatning af personalegoder som fx telefon, internet og multimedier, fri bolig, sommerbolig, båd mm. samt generelle personalegoder.

» Læs mere

05

GAVEOVERDRAGELSE AF FAST EJENDOM FRA FORÆLDRE TIL BØRN

Mange forældre har i de seneste par år overdraget fast ejendom til et barn. Det er ofte de såkaldte forældrekøbslejligheder, der er overdraget til det unge menneske.

» Læs mere