Arbejdsudleje trods entreprisekontrakt

29. juni, 2015

Når en dansk virksomhed indgår en entreprisekontrakt med en udenlandsk virksomhed, vil der som hovedregel ikke være tale om arbejdsudleje, hvis den danske virksomhed klart har udskilt og afgrænset den opgave, som skal leveres af den udenlandske virksomhed. Denne praksis har Skatterådet fulgt siden foråret 2014.

I de afgørelser, hvor Skatterådet har accepteret, at der ikke var tale om arbejdsudleje, er der lagt vægt på, at underentreprenøren/den udenlandske virksomhed:

  • Bærer den økonomiske risiko og ansvaret for det udførte arbejde.
  • Har de sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser overfor de medarbejdere, der skal udføres arbejdet i Danmark.
  • Udøver instruktion, vejledning og kontrol over egne medarbejdere i forbindelse med arbejdets udførelse.
  • Beslutter hvilke og hvor mange medarbejdere, der skal udføre opgaven.

Der er for nylig offentliggjort to afgørelser, hvor arbejdsopgavernes karakter mv. betød, at der blev statueret arbejdsudleje, selv om den danske virksomhed havde indgået en entrepriseaftale med en udenlandsk virksomhed.

Klipning af pyntegrønt - arbejdsudleje

Skatterådet har afgivet bindende svar i en sag, hvor der var indgået en entrepriseaftale med en udenlandsk virksomhed om klipning af pyntegrønt. Den danske virksomhed havde ingen ansatte.

Entrepriseaftalen indeholdt blandt andet bestemmelser om ansvar for den udenlandske virksomhed. Arbejdet skulle udføres til en fast pris, den udenlandske virksomhed havde de sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser over de medarbejdere, der skulle udføre arbejdet, bestemte antallet af medarbejdere osv. Aftalen havde med andre ord de karakteristika, der kendetegner en entrepriseaftale.

Alligevel var Skatterådets svar, at der var tale om arbejdsudleje, og begrundelsen herfor var i korte træk følgende:

  • Ydelserne udføres til en fast pris, men som følge af at ydelserne består i ren arbejdskraft, afspejler aflønningen nærmere akkordlignende vilkår
  • Ydelserne udgør en vedvarende og tilbagevendende arbejdsopgave, der er fuldt integreret i spørgers plantagevirksomhed
  • Ydelsernes karakter medfører, at kontraktens ansvarsbestemmelser tillægges en underordnet betydning
  • Som følge af ydelsernes karakter anses behovet for løbende instruktion, vejledning og kontrol for at være begrænset.

Udenlandske chauffører i danske lastbiler - arbejdsudleje

Sagen omhandlede en international vognmandsvirksomhed, der havde kørsler i det meste af Europa. Selskabet havde adskillige lastbiler registreret på danske nummerplader, men ingen chauffører ansat. Selskabet gjorde brug af adskillige chauffører fra forskellige lande, der var ansat i et datterselskab, der leverede chauffører til selskabet. Chaufførerne kørte internationale kørsler for selskabet i de danske lastbiler. Kørsel i Danmark forekom alene som transitkørsel.

Landsskatteretten udtalte kort, at kerneområdet for det danske selskabs aktivitet er at udføre transportopgaver, og for at varetage denne opgave skal der nødvendigvis være chauffører til at forestå transporterne/køre lastbilerne. Transporterne kan således ikke foretages uden egne eller indlejede chauffører, hvorfor de må anses for at være en integreret del af det danske selskabs aktivitet og omfattet af reglerne om arbejdsudleje.

Indeholdelse af skat ved arbejdsudleje

Når der er tale om arbejdsudleje, er den danske virksomhed forpligtet til at afregne AM-bidrag og A-skat i den løn til medarbejderne, som udbetales af den udenlandske virksomhed.

Sker der fejlagtigt ikke indeholdelse af AM-bidrag og A-skat (30 %), hæfter den danske virksomhed for disse skatter, selv om det samlede vederlag for det udførte arbejde er afregnet til den udenlandske virksomhed.



Nyheder

01

BESKATNING AF INFLUENCERE

Her får du indsigt i hvilke beskatningsregler, der gælder for dette erhvervsområde.

» Læs mere

02

BESKATNING AF KAPITALEJERLÅN

Et kapitalejerlån kan opstå på flere forskellige måder. Vi beskriver her udvalgte skatteretlige problemstillinger ved kapitalejerlån.

» Læs mere

03

FØRSTE DEL AF NY BOGFØRINGSLOV ER TRÅDT I KRAFT 1. JULI 2022

Bogføringsloven er under forandring. Loven implementeres i forskellige tempi. Pr. 1. juli 2022 trådte første del i kraft.

» Læs mere

04

BESKATNINGEN AF FRI BIL ER BLEVET EN JUNGLE

Reglerne om beskatning af fri bil findes i ligningsloven sammen med de øvrige regler om beskatning af personalegoder som fx telefon, internet og multimedier, fri bolig, sommerbolig, båd mm. samt generelle personalegoder.

» Læs mere

05

GAVEOVERDRAGELSE AF FAST EJENDOM FRA FORÆLDRE TIL BØRN

Mange forældre har i de seneste par år overdraget fast ejendom til et barn. Det er ofte de såkaldte forældrekøbslejligheder, der er overdraget til det unge menneske.

» Læs mere